Molefiskeri
Løkken er en turistmagnet, så man kan forvente mange tilskuere – eller vælge at fiske meget tidligt om morgenen. Sommeraftenerne kan være værre end Hovedbanegården.
Løkken læmole blev renoveret i 2014, og der blev god plads til og faciliteter for lystfiskerne. Det optimale tidspunkt er ved fralandsvind og højvande.
Selv når vejret mildt, skal man altid være forsigtig. Jeg har været med til at hive en tysk turist op af det kolde vand, blot fordi hun gled på våde kanter. Heldigvis var det højvande, så vi kunne nå hende.
Parkering kan ske på stranden. I sommerhalvåret må man dog ikke køre tæt på læmolen, men man kan benytte p-pladsen før nedkørslen til stranden oppe i byen.
Jeg har fanget masser fladfisk fra læmolen i Løkken, og ved rette temperaturer har jeg været heldig med torsk og sej i de rette størrelser.
Om sommeren, specielt efter og med østenvind, hvor fralandsvinden gør vandet klart, kan man fange makreller, når de går tæt på molen for at æde af fiskeynglen.
Hornfisk har jeg fanget i juni og sent i august, før de går ind og efter de har været inde i fjordene for at gyde.